Værdier

.

“Mere plads til at være hele mennesker og være dem, vi er”

Alt, hvad jeg foretager mig i min virksomhed, udspringer af ovenstående. Min virksomhed og jeg smelter fuldstændig sammen, når det kommer til værdier. Nedenstående kan jeg aldrig gå på kompromis med, og derfor er det selvfølgelig også kernen i min virksomhed.

.

Autenticitet

Jeg er sådan en lige ud af posen-type og kan ikke finde ud af at være andet end mig selv. Derfor møder jeg altid op som mig og indtager ikke en bestemt professionel rolle eller trækker i klassisk konsulenttøj. Efter min mening kan jeg sagtens være professionel til fingerspidserne, præcis som jeg er, og behøver ikke udgive mig for at være noget andet. Dét er for mig autentisk. Jeg oplever, at mine kunder godt kan lide den ligefremme stil, hvilket også giver dem plads til, at de kan være helt sig selv, og vi mødes i et rart og afslappet forum. Når vi skaber rum for, at vi alle kan være os selv, tror jeg på, vi stråler allermest og bliver de bedste udgaver af os selv, hvilket er til gavn både for os selv og andre.

.

Ærlighed

For mig er ærlighed kernen i et godt samarbejde, da vi alle har forskellige perspektiver og ikke kan gætte os til, hvad den anden part mener. Derfor er jeg altid åben for dialog, så vi kan tale os frem til en fælles forståelse. Åbenhed og ærlighed er en del af min lige ud af posen-natur og betyder for mig, at vi gerne må sige tingene, som vi ser dem. Jeg forstår mig ikke på hentydninger og vil gerne have rene og klare linjer mellem os. Sådan er det i alle aspekter af mit liv. Der skal være plads til forskellighed, åbenhed og nysgerrighed på hinandens perspektiver. Efter min mening skaber vi således forståelse for hinanden på bedste vis.

.

Gennemsigtighed

Det hænger uløseligt sammen med ovenstående, og i min butik findes der intet skjult eller “skrevet med småt”. Tingene er, som de der. Som person har jeg ikke så meget filter og er ret pjattet med at møde andre af samme støbning, så det sætter nok hele linjen for, hvordan jeg tilgår mit arbejde, bygger min virksomhed op, møder mine kunder – og ja, møder livet generelt. Kald mig naiv. Jeg vil hellere betegne mig som tillidsfuld, åben, lader tvivlen komme andre til gode, samtidig med jeg lytter opmærksomt til min intuition og lader den guide mig. Jeg gemmer mig ikke bag et smart outfit eller påtager mig en rolle, jeg befinder mig dårligt i, fordi samfundet “dikterer” en bestemt konsulentstandard. For mig afspejler lyserøde strømpebukser f.eks. min sindstilstand og trang til at sætte kulør på tilværelsen på en helt almindelig mandag.

.

Ordentlighed

For mig er ordentlighed rene linjer, åbenhed, ærlighed, gennemsigtighed, plads til dialog om det, vi kan være i tvivl eller uenige om og helt generelt en anerkendende tilgang til andre mennesker. For mig er vi alle lige meget værd, uanset om man er direktør, kassemedarbejder eller arbejdsløs. Vi er alle blot mennesker, vi har værdi, blot fordi vi er til, og vi skal behandle hinanden med respekt. Ordentlighed er for mig, at man prøver at forstå andre mennesker, før man dømmer. Der er altid en historie bag. Det allervigtigste for mig er, at mine kunder er tilfredse og føler sig hørt, set, mødt og forstået i samarbejdet. Vi er alle forskellige, og vi kan alle lære noget af hinanden. Ofte kræver det kun, at vi lytter opmærksomt, med oprigtig interesse i den person, vi befinder os over for.

Frihed – åbenhed – nysgerrighed

Vi har brug for frihed til at være de personer, vi er. Gå den vej vi hver især finder bedst. Leve efter vores egne grundlæggende værdier. Jeg er meget imod at putte folk i kasser og forsøger så vidt muligt at være åben og nysgerrig over for andre i et forsøg på først og fremmest at forstå. Selv har jeg aldrig rigtig passet ind i samfundets normale kasser, hvorfor livet som selvstændig med frihed til selv at skabe er enormt vigtig for mig. Min virksomhed er – ligesom mig – altid i udvikling, fordi jeg ikke kan finde ud af at stå stille og altid har været videbegærlig, nysgerrig og opsøgende ift min indre ild. Jeg hepper på dem, der går deres egen vej, tør gå imod strømmen og skabe vejen, mens de går.

.

Du kan læse min historie her, som ligger til grund for hele mit værdisæt