MIN EGEN HISTORIE ER RET FUCKED UP

MIN EGEN HISTORIE ER RET FUCKED UP
Jeg er vokset op i fundamentalistiske, kristne sekter, primært pinsekirken. Her fik jeg nedbrudt alt, der var mig. Lærte, at jeg intet var værd i mig selv, blot et syndigt menneske, som havde brug for en frelser – og ikke kunne stole på min egen dømmekraft. Total nedbrydelse af selvet og i evig krig mod min menneskelige natur.
.
HELVEDE ER IKKE FOR BØRN
Som barn fik jeg kodet en helvedesfrygt ind i hjernen, som styrede mit liv med hård hånd og lå som en evig angstdyne over mig. Vi, de frelste, kendte sandhedEN og fik en plads i himlen, mens de vantro skulle pines i helvede.
.
“Det glade budskab”, kaldte de det. Himlen var forbeholdt dem, der ofrede deres liv for gud. Total afskrivelse af selvet. Fuld overgivelse. Jeg levede i evig angst for at skulle miste min plads i himmerige. Ikke bevidst, men dynen tyngede konstant og hæmmede mig i alt. Tænk, hvis jeg ikke kom med og var dømt til evig fortabelse. Jeg var bare et barn. Gjort til en skygge af mig selv pga frygt.
.
HJERNEVASKET TIL AT TRO
Jeg blev hjernevasket til at tro, jeg havde valgt det hele selv. Og at jeg elskede gud højere end mig selv. Ja, højere end livet. Skyld, skam og frygt var mine tro følgesvende. Jeg følte mig aldrig god nok. Var fyldt op af selvlede, skam over at være mig/være menneske, skyldig over at have “syndige” tanker og aldrig kunne lægge selvet ordentligt på hylden.
.
Jeg vendte alting indad og troede, der var noget galt med mig. Jeg skulle fikses. Jeg var bare et ganske almindeligt barn. Troen satte jeg ikke spørgsmålstegn ved, for jeg kendte jo sandhedEN. Var frelst. Frelst fra at ende i helvede. “Hvor må et liv uden gud være tomt og trist”, sagde de. Og jeg troede dem. Kendte jo ikke til andet.
.
LEVEDE I TÅGER AF GASLIGHTING 
Kristen gaslighting blev til selv-gaslighting. Smart måde at fange folk i deres egen hjerne på, fastholde dem i frygt og frarøve dem muligheden for at forlade familien. “Vi er en stor familie”, sagde de. Jeg følte mig aldrig som en del af familien. Hvad var der galt med mig? Hvorfor var jeg ikke god nok til familien? Sådan tror jeg, mange havde det. “Familien” var blot endnu en floskel.
.
Hjernen kunne man pænt lægge på hylden ude i garderoben, samme sted som man med selvfølgelighed hængte sit overtøj på bøjler. Hjernen var der ikke brug for inde i salen, hvor sandhedEN blev dikteret fra prædikestolen og lullet ind med følelsesladet, blød popmusik, der opfordrede til mere underkastelse og tilbedelse af en kærlig gud, der ofrede sin eneste søn for os arme syndere, så vi ikke skulle fortabes.
.
ALTING VAR SORT/HVID
En os/dem-tankegang blev kodet ind i hjernen på mig. “Vi, de frelste” mod “dem derude”, “de vantro”, “fortabte” – dem, vi skulle ud og frelse. Mellemvejen var “lunkenhed”, hvilket var værre end at være kold. Lunken tro, forstås. = Helvede
.
Alt var enten rigtigt eller forkert. Alle gråtonerne var støvsuget væk. Alle farverne forsvundet. “Højere magter” havde udstukket leveregler, påbud, tankemønstre, påklædningsguides og ja opskrift på, hvordan man udsletter sig selv, så gud kan tage over. Jeg var bare et nysgerrigt barn, som blev gjort til et syndigt menneske. Jeg led af mindreværdskomplekser og storhedsvanvid i en mærkværdig blanding. Havde ingen sund fornemmelse for, hvem jeg selv var. Troede min egen intuition var fjenden – djævelens angreb for at lokke mig væk fra den ene, sande tro.
.
SOCIAL KONTROL 
Indoktrinering og hjernevask blev videreført med social kontrol: “Du er altid bare så negativ”, sagde de, når jeg ytrede andet end konsensus. Vi “passede på hinanden” ved at blande os i, om de andre nu havde deres sag i orden med gud og levede efter forskrifterne. Det var jo kun for deres eget bedste. Så de også kom med i himmerige. Personlige grænser var en by på månen, som ingen kendte til. Man forventedes at sige ja, når man blev spurgt (læs: udstukket en opgave).
.
BÆRER PÅ RELIGIØSE TRAUMER 
Religiøse traumer er i allerhøjeste grad en ting. Det skriver jeg gerne under på!
.
Religious Trauma Institute er forholdsvis nyoprettet og vidner også om, at her er et behov for at anerkende traumerne og tage dem dybt seriøst.
.
Selvom kirken ikke har været en del af mit liv i over 10 år, og jeg var uenig i meget i mange år, sidder indkodningerne stadig mejslet ind i hjernen. Først sidste år tvang jeg mig selv til at tvivle på selve troen, og aldrig havde jeg forestillet mig, at jeg ville ende som ateist. Så hjernevasket var jeg. Det var slet ikke en mulighed. Tvivlen kostede hård kamp mod min hjernevaskede hjerne, der først nægtede at samarbejde, for “den kendte jo sandhedEN”.
.
AT FINDE HJEM TIL SIG SELV 
Det er en hård kamp at vikle sig selv ud af nettet, depressiv og skræmmende, alting vendt på hovedet, i tvivl om alt, men også en enormt spændende rejse. Aldrig i hele mit liv har jeg følt mig så FRI og lettet.
.
Jeg lærer stille og roligt, hvem jeg selv er – uden alt det, der blev påduttet mig. Jeg pakker lag ud og glædes over, at livet på den anden side af religion er endnu smukkere, end jeg nogensinde havde kunnet forestille mig. Her er livet fyldt med farver og ægte glæde. Og fokus på NU’et, ikke kun efterlivet. Jeg er i gang med at bygge et helt nyt menneske op fra grunden og skabe et helt nyt liv for mig selv.
.
…det er vel vigtigt at nævne, at alt ikke var helvede på jord. Der var også meget godt. Og på mange måder var det trygt at vokse op i. I mange år var jeg glad for miljøerne. At sige farvel til min tro har også været en sorg. Som at miste en god ven, der altid har været der..
.
HVORFOR DELER JEG? 
Jeg taler højt om min historie af flere grunde:
  • Det hjælper mig med at hele
  • Jeg ejer min historie, så den ikke ejer mig
  • Andres historier har hjulpet mig utrolig meget i min egen proces. Det er guld værd at kunne spejle sig i andre og vide, man ikke er alene eller er blevet helt tosset. Og at se, at det kan lade sig gøre at komme godt ud på den anden side. Hvis nogen kan bruge min historie til noget, deler jeg gerne.
  • Jeg kan mærke, den vil ud
  • For at bryde tabuer
  • For at gøre op med al den skam, der stadig eksisterer i mig
.
Som den kloge Brené Brown siger: Skam kan ikke eksistere, når vi taler højt om det. Det giver jeg hende fuldstændig ret i. Langsomt frigører jeg mig og bliver mere og mere fri. Mere og mere mig.
.
DETTE ER BLOT MIN HISTORIE 
Dette er blot mine oplevelser. Mit perspektiv. Min historie. Som har gjort mig til den, jeg er. Jeg bebrejder ikke nogen noget. Bærer ikke nag. Intet er – så vidt jeg ved – gjort med onde hensigter. Jeg vil hellere fokusere på den læring, jeg tager med mig. Jeg opfordrer heller ikke nogen til at forlade deres tro, hvis den giver mening for dem. Man skal vælge præcis, hvad man selv har lyst.
.
Men vi skal kunne tale højt om bagsiden af religion. For den er der. Og mange har, ligesom jeg, taget stor skade og bearbejder i dag religiøse traumer, som sikkert vil præge os resten af vores liv. Så selvom historien er min, er den alligevel ikke kun min.
.
MIN HISTORIE I RELATION TIL MIN VIRKSOMHED
Min historie ligger til grund for alt mit arbejde og specielt mit grundlæggende fokus “mere plads til at være hele mennesker og være dem, vi er”. Ubevidst har jeg hele tiden arbejdet ud fra dette, men er først for nylig blevet bevidst om, hvor det hele stammer fra.
.
Vi skal have lov til at være dem, vi er.
Vi skal respektere forskellighed.
Vi skal kunne rumme hinanden, præcis som vi er.
Vi skal ikke putte folk i kasser, men give dem plads til at hoppe ud af dem og finde deres egen plads her i livet.
Vi skal lytte for at forstå. Anerkende.
Og lære at holde af hinanden som de hele mennesker, vi alle er 💜
.
.
Foto: Kreativ fotograf Trine Dalsgaard