Sådan bliver du mere awesome på sociale medier
Du skal blot være dig selv, så skiller du dig automatisk ud. Men hvordan gør du det i praksis? Hvordan slipper du mere af awesomme dig fri? Hvordan bruger du medierne på din måde og skaber et autentisk brand? Det får du tips til her.
Det kræver mod at gå sin egen vej, men modet er jeg sikker på, du har. Lad os dykke ned i det.
.
Vend det hele lidt på hovedet
Jeg vender målgruppesnakken på hovedet og opfordrer dig til at gå imod gængse marketing”regler”. De vil nemlig have dig til at fokusere på din målgruppe først og dernæst tilpasse din egen formidling. Det, synes jeg, kan være lidt “farligt”.
Min opfordring er: Begynd med dig selv. Lad din intuition guide dig, og lad din genialitet flyde ud af dig. Begræns dig ikke af, hvad du tror, andre forventer af dig, men vær din egen målestol for succes. Så tiltrækker du lige netop de kunder, der vil elske dig, præcis som du er. Min guide er et opgør med one-size-fits-all-modeller og et oprør mod pænhed og ensretning. Lad os skabe mere plads til diversitet, leg og kreativitet.
.
Hvorfor ‘overfladisk’?
Måske undrer du dig over, at guiden deler “overfladiske” tips? Dels er sociale medier så forskellige, at det ikke giver mening at behandle dem som én samlet masse. Det vælger jeg så at gøre alligevel, fordi jeg mener, medierne har nogle fællestræk, og jeg bevæger mig udelukkende på overfladen af mediernes muligheder. Indlægget handler desuden om mange af de tanker, du med fordel kan gøre dig ift dit brand.
Derudover er jeg alt andet end fan af universelle guides som “5 tips til at få succes på sociale medier”. Jeg anerkender dog trin-guides fortrin, som skaber overskuelighed, og benytter mig derfor af stilen. Guiden bygger på mine ni års professionelle arbejde med sociale medier og mine fem års skoling på uni, så jeg kender alle reglerne, og netop derfor tillader jeg mig at bryde dem. Lad os dykke ned i det.
.
Du er eksperten – lyt mest til dig selv
Jeg har ikke monopol på sandheden, så tag det hele med et gran salt. Brug det, du finder relevant, og skøjt henover resten. Lyt allermest til din egen intuition, den lyver aldrig – og gør det på din måde. Du er eksperten på dig selv og din virksomhed. Punkt nr. 10 går mere i dybden med dette og er et emne, der ligger mig meget på sinde. Det ligger også som et underliggende tema gennem hele blogindlægget og gennemsyrer i øvrigt hele min virksomhed. Det er med det in mente, du bør læse alt, hvad jeg skriver.
.
Mine 10 “overfladiske” tips
- Giv dig tid
- Vær tålmodig og udholdende
- Vær til stede
- Skab godt indhold
- Vær kreativ og opfindsom
- Sæt mål
- Vælg medier
- Gå i dialog
- Ha’ det sjovt
- Vær dig selv / Gør det på din måde
.
1. GIV DIG TID
Det tager tid at bygge virksomhed, bygge brand og skabe sin tilstedeværelse på social medier. Tag dig tid til at skabe din egen stil. Gør det i dit eget tempo. Sammenlign dig ikke med andre. Eksperimentér med, hvilke opslag du har lyst til at dele. Tænk ikke på, hvor mange følgere du har. Del det, der ligger dig på hjerte, og de rigtige følgere skal nok komme med tiden, så fortvivl ikke, hvis du synes, det går for langsomt. Det syntes jeg selv i begyndelsen og følte mig så falsk, fordi hvem talte jeg egentlig til? Mine 10 følgere? Alle gode ting tager tid. Succes er ikke nødvendigvis en horde af følgere. Hellere færre af de rigtige og en stødt stigning, som du kan skabe en relation til. Så behøver du heller ikke bekymre dig om, at de forsvinder ligeså pludseligt, som de kom.
.
2. VÆR TÅLMODIG OG UDHOLDENDE
Forbered dig på at finde din tålmodighed og udholdenhed frem. Din tilstedeværelse på sociale medier er et langsigtet projekt, og i nogle perioder er det vældig morsomt og givende, mens det i andre perioder føles som en ørkenvandring. Sociale medier er svære at blive helt klog på. Vi tror lige, vi har knækket koden, men pludselig ændres algoritmen og gør os frustrerede over, at vores indhold ikke længere når ligeså langt ud. Intet er statisk. Leg, udvikl dig, gør præcis, som du finder bedst. Du skal i princippet kun selv være tilfreds med det, du deler. Andres mening kommer ikke dig ved. Når du deler fra hjertet, rammer du de helt rette i hjertet.
..
3. VÆR TIL STEDE
Det giver næsten sig selv, at man skal være til stede. En halvdød profil er ikke særlig tillokkende. Vi vil have liv. Men det er nok også noget af det sværeste – at skabe relevant indhold i en lind strøm, der giver værdi til dine følgere. Det er helt sikkert en af mine egne største udfordringer, for jeg sender ikke opslag af sted blot for at skabe aktivitet på profilen. Hellere færre, men gode og gennemarbejdede opslag. De rette følgere skal nok blive hos dig. Alle gode ting tager tid, så giv dig selv tid til at skabe din stil, og test forskellige idéer. Læg mærke til, hvad der virker, og hvad du synes passer bedst til dit brand. Jo mere du bruger medierne, desto større sandsynlighed for at nå ud til folk, og desto nemmere bliver det også at finde på nyt indhold, og pludselig bliver din tilstedeværelse ikke en sur pligt, men en naturlig og sjov del af dit arbejde.
Tilstedeværelse er ikke kun at sende opslag ud i verden. Det er ligeså vel at tjekke profilen ofte og svare på kommentarer og beskeder. Hvis du ikke orker at tjekke hver dag, så oplys om, at du tjekker beskeder f.eks. hver onsdag. Så venter folk ikke utålmodigt på svar. Du kan “slippe af sted med” meget, blot du oplyser om det. Hold fast i din egen stil. Det bliver du belønnet for i sidste ende. Vær din egen målestok for succes.
Tilstedeværelse er også at like og kommentere på andres opslag. Sørg for at følge en flok, der opmuntrer og inspirerer dig, nogen der matcher dit brand, nogen du kan sparre med. Det koster lidt tid, men er værdifuldt – jeg har selv bygget et virkelig spændende netværk op via sociale medier og nyder at følge andre iværksættere og se dem vokse. Jeg har fundet en god flok, jeg kan spejle mig i, og som trækker mig med op, når jeg føler mig alene og frustreret.
.
4. SKAB GODT INDHOLD
Hvad er godt indhold? Det afhænger selvfølgelig meget af dit brand, og hvem du gerne vil nå ud til, men en gylden regel er: Skab værdi for dine følgere. Du har masser af viden på lager, du kan skrive ind i dine opslag. Tænk på, hvad du brænder for. Der er stor sandsynlighed for, at nogen derude har brug for lige præcis dét, du ligger på lager med. Brug din passion og dine interesser som guideline. Og del fra hjertet. Dine læsere vil helt sikkert kunne mærke din begejstring, og den smitter – omvendt kan de også mærke, hvis du laver opslag drevet af pligt. Når du deler fra hjertet, rammer du dine modtagere i hjertet. Det virker bedre end alverdens salgstricks.
Godt indhold er også at fortælle historier fra din virksomheds hverdag. Luk folk ind bag forhænget, lad dem få indblik i, hvordan hverdagen foregår, hvilke mennesker den består af, hvilke tanker du/I går med, hvad I brænder for osv. Der findes masser af spændende historier, store som små, som dine følgere vil finde både interessante og inspirerende. Vi synes ofte selv, vi er rimelig uinteressante, men andre finder vores historier både interessante og inspirerende – har jeg erfaret. Hvis du er i gang med at opbygge din drømmeforretning, har du masser på hjerte. Dine hverdagshistorier, lommefilosofier og erkendelser virker måske blot som trivialiteter for dig, men de kan være guld værd for dine følgere. Vi spejler os i historier, fælles værdier og sårbarhed, så luk endelig op og lad dine følgere lære dig at kende. Det er dit allerbedste salgsargument.
Læs også blogindlægget Skab godt content og skil dig automatisk ud
.
5. VÆR KREATIV OG OPFINDSOM
Du ved bedst selv, hvad du ønsker at dele – i hvert fald hvis du spørger dit hjerte og bruger din intuition. Find din indre kreativitet og opfindsomhed frem, så skal du nok ryste masser af godt og inspirerende indhold ud af ærmet. Lav evt. et kartotek med dine gode idéer til de trætte dage, så du altid har noget at plukke fra.
Nogle gange føles det mest som hårdt arbejde at skulle finde på nyt indhold til sociale medier, men igen, jo mere du bruger dem, desto nemmere bliver det. Arbejd gerne sociale medier ind på rygraden, så du automatisk tænker i historier, du kan dele. Det dæmper den dårlige samvittighed over ikke altid at kunne være kreativ på kommando. I lavvandeperioder er det ok, der er længere mellem dine opslag, hellere det end at sende uinspirerede, halvdårlige opslag af sted, fordi du skal sørge for at pleje din tilstedeværelse. Fokusér på det, du gør godt, og lær af resten, så skal du nok klare dig. Og træk på din udholdenhed og dit gå-på-mod i disse perioder, og hav tiltro til, at din inspiration vender tilbage. Det kan være en god idé at tage en pause indimellem. Fortæl gerne dine følgere, at du holder en uges eller måneds pause for at samle ny inspiration. Det vil de have forståelse for. Og ofte bemærker vi slet ikke, når dem, vi følger, ikke poster i en uge eller en måned. Vi bemærker, når de vender tilbage, så følgerne sidder næppe og venter på vores indhold.
Bug evt. planlægningsværktøjer og sæt f.eks. en formiddag om ugen af til sociale medier. Saml idéer i dit kartotek henover ugen, og brug kun en formiddag på at skrive opslag til hele ugen. Så stjæler medierne ikke for meget af din tid. Sådan kan jeg dog ikke selv arbejde, da jeg er meget inspirationsstyret, men jeg ved, det hjælper mange til at kunne overskue sociale medier, så de ikke fylder i underbevidstheden hele ugen og giver kronisk dårlig samvittighed. Og igen, brug medierne på din måde og lad din geniale hjerne være kreativ og opfindsom, sådan som du finder bedst. Du behøver ikke følge andres eksempel. Skab din egen stil. Find på indhold, du synes er sjovt at skabe. Det vil dine følgere med sikkerhed kunne mærke og værdsætte.
.
6. SÆT MÅL
Tænk over, hvad dit formål med at være på sociale medier er. Lav gerne nogle mål for, hvad du skal bruge det til. Er det for at skaffe kunder? For at øge dit netværk? For sjov? For at hente inspiration? For at dele inspiration? Eller blot for at øge din synlighed? Hvad vil du gerne opnå? 100.000 følgere? Og hvad skal du bruge dem til? Eller ønsker du blot en kanal til at dele dine guldkorn med verden, og så er antallet af følgere mindre vigtigt? Måske er du der udelukkende for fællesskabets skyld.
Dine overvejelser og mål vil hjælpe dig undervejs, så du ikke kommer til at være ud over det hele og forvirrer dig selv, fordi du ikke kan se den dybere mening med at bruge din tid på sociale medier. Det skete for mig selv i begyndelsen, da jeg er ret flyvsk, nysgerrig og interesserer mig for en hel masse forskelligt, og så er jeg generelt elendig til at sætte mål og følge dem – det keder mig simpelthen, men det kunne virkelig have hjulpet mig. Jeg er nok på evig jagt efter at finde min stil – eller lad os kalde det skabe den – fordi jeg altid er under udvikling, og stilstand keder mig.
Brug dine værdier og din passion som rettesnor i social medie-junglen. Så er du godt på vej.
.
7. GÅ I DIALOG
Skab dialog med dine følgere. Spørg dem om deres mening. Skab fællesskab, vær social. Vi gider ikke følge dem, der kun bruger medierne til envejskommunikation og ikke lytter til deres følgere. Det ligger selvfølgelig også i navnet sociale medier, men det er langt fra givet, at man tænker i de baner. Jeg er stødt på mange “gode” eksempler. Lær dine følgere at kende, kommuniker med dem, svar på deres kommentarer, følg dem tilbage – hvis det giver mening – svar på stories osv.
Brug også lidt tid på at pleje dit online netværk med udgangspunkt i din egen interesse. Kommenter på andres opslag, svar på deres spørgsmål, stil nye spørgsmål, del din mening, kom med forslag, ros dem, like deres billeder osv. Det får du masser ud af på den lange bane, selvom det koster lidt tid, og du henter masser af inspiration til, hvordan du selv ønsker at bruge medierne. Og det er utroligt, hvilket givende netværk man kan skabe på sociale medier.
.
8. VÆLG MEDIER
Det er sjældent en god idé at være på alle sociale medier – det ved vi vist efterhånden også godt. For få år siden hørte man ofte, “du bør være til stede på alle sociale medier”, men i dag ved vi godt, det ikke passer. Vælg gerne ét medie som dit hovedmedie, hvor du gør et grundigt stykke arbejde. Vælg det medie, du selv holder mest af, eller som du ved, dine potentielle kunder befinder sig på. Vælg evt. et medie nummer 2 og tilpas indholdet fra medie nummer 1. Forstået på den måde: Sociale medier er meget forskellige, så brug dem forskelligt.
Lad venligst være med at autodele dit indhold på flere medier (please, jeg be’r dig!). Dit gode indhold fortjener bedre. Du kommer til at fremstå, som om du ikke har helt styr på medierne, og det smitter af på folks opfattelse af din virksomhed. Jeg ved godt, mange gør det, og det virker sikkert også fint for nogen, men når der f.eks. kommer # med over på facebook fra instagram, så ved man bare, der ikke er lagt kræfter i at tilpasse indholdet til det medie, det bliver delt på, og det virker – undskyld mig – en smule useriøst. Set ud fra min professionelle baggrund. Brug lige 5 min. på at kopiere din tekst over på fb i stedet, slet #, tilpas teksten og billederne mediet, og ret links til, så der ikke kommer døde links fra insta med over på fb (du ved @navn på profil, som kun virker på insta). Det kommer til at fremstå SÅ meget mere prof. Det tager kort tid, men giver dig uendelig meget. Også for algoritmen. Del gerne flere billeder på fb og gør teksten længere, så du skaber flere interaktioner. Dét får dit indhold til at nå længere ud. Lille indsats, stort udbytte.
Og husk, hvis du synes, jeg siger noget sludder, så lukker du bare ørerne og hopper videre. En del vil nok være uenige med mig her. Set med kommunikatørens briller ser autodeling lidt amatøragtig ud, men for alle andre virker det måske som det mest naturlige i hele verden. Intet er nogensinde rigtigt eller forkert, sort/hvidt, så gå med det, du finder bedst for dit brand. Bare lov mig at tænke over, hvad du gør og hvorfor.
:
9. HA’ DET SJOVT
Du bør have det ovenud sjovt på sociale medier, for det skinner så tydeligt igennem. Er du der af pligt, bør du overveje at lade være. Brug din passion, dine interesser, dine evner og tilpas dem dit foretrukne medie. Leg med medierne, prøv dig frem og skab din egen stil, så du synes, det er sjovt, så skal du nok tiltrække de rette følgere. Når du synes, det er sjovt, bliver det mindre væsentligt for dig, hvor mange følgere du har, og hvad de synes om dit indhold. Gør det først og fremmest for dig. Vær din egen målestok for succes. Hav tiltro til, at det, du har på hjerte, er der brug for ude i verden. Det kan mærkes på den anden side.
.
10. VÆR DIG SELV / GØR DET PÅ DIN MÅDE
Det her punkt kan jeg ikke understrege nok. Hvis ikke du har dig selv med i det, skinner det igennem – og omvendt, hvis du elsker, det du laver, er det så tydeligt for dine følgere, at de vil elske dig for det og have stor respekt for, at du gør det på din måde. Sådan får du allerstørst succes. Jeg kan ikke fortælle dig, hvad der kommer til at virke for dig og give dig succes. Jeg kan kun dele ud af min viden og anbefale dig at tage det, du kan bruge, tilpasse det til dig og smide resten væk.
Vi hører ofte fra såkaldte eksperter: Du skal gøre sådan eller sådan for at få succes. Men glem det. Lyt til dig selv. Lad din intuition guide dig. Lad være med at gøre noget, som du mærker i maven ikke er rigtigt for dig. Der er ingen, der er klogere på dig og din virksomhed end dig. Du skal heller ikke lytte på mig, hvis du synes, jeg ikke giver mening.
Jeg kan kun guide dig ud fra mine egne overbevisninger og min kommunikationsbaggrund, og det kan meget vel være, det slet ikke stemmer overens med dig og dit brand. Hent inspiration hos dem, du ser op til, og slå din kritiske sans til, så du tager det til dig, du kan bruge og smider resten væk. Vi må ikke slukke for vores egen mavefornemmelse, for så overhører vi vores egen genialitet, og vi drukner i forsøget på at være ligesom dem, vi ser op til. Det er præcis, derfor jeg synes, det er lidt farligt at sætte målgruppen før os selv, for vi risikerer at lytte mere til andre end til vores egen stemme, som jo netop er hammervigtig og ganske unik.
.
Du er genial, præcis som du er. Og når du lader din genialitet gå forrest, skaber du dit eget brand, som ingen kan kopiere, for ingen er præcis som dig, og derfor vil du automatisk skille dig ud. Vi hører ofte, vi skal gøre noget for at skille os ud. Noget. Hvad er det “noget”? Vi skal i hvert fald bare ikke gøre som de andre. Jeg bliver så træt af den opfordring, for så lægger man efter min mening fokus et helt forkert sted, og vi gør sandsynligvis et eller andet tosset, som vi tror, vil virke, men som måske ikke rigtig passer til os, fordi vi glemte at mærke efter, om det gav mening for vores brand. Vi skulle jo blot gøre noget andet end de andre.
Jeg vil hellere vende den på hovedet og sige: Vær dig, og du skiller dig automatisk ud, for ingen er som dig, og på den måde skaber du et stærkt og unikt brand. Når du tør være dig og slippe din genialitet løs, opnår du de allerbedste resultater. Det skaber troværdighed, og hvis der er noget, der hitter i dag, er det autenticitet, gennemsigtighed og ærlighed – som skaber tillid. Når du er tro mod dig selv, vil du også automatisk tiltrække de rette følgere. Så behøver du ikke jagte dem. Hav tiltro til, at du gør det godt, er på rette vej, og at du nok skal møde de rette mennesker på rette tidspunkt.
Stop sammenligningen – Hvis der er noget, der kvæler vores egen genialitet, er det sammenligning med andre. Lad os i stedet hylde hinandens forskelligheder og sætte pris på dem i stedet for at forsøge at gøre alle til en ens masse? Lad os fokusere på, at vi alle er mennesker, der higer efter anerkendelse, accept, respekt og påskønnelse. Vi vil alle gerne bare føle os gode nok. Lad os acceptere hinanden, som vi er, og lære at elske den udfordring, andre mennesker giver os ved at være forskellig fra os. Jo mere du hviler i dig selv, desto nemmere bliver det også at være rummelig over for andre.
.
Jeg taler ligeså meget til mig selv her, for jeg har altid haft svært ved at hvile i mig selv, har ofte følt mig forkert og misforstået, ikke god nok. Jeg havde næsten reduceret mig selv til det rene ingenting i sammenligningen med andre og i forsøget på at være hende, andre mente, jeg burde være. Og det bliver man syg af. Da jeg begyndte at give min mavefornemmelse mere plads og lade den guide mig, mærkede jeg langt indeni, at tingene for første gang i mit liv for alvor faldt i hak. Aldrig har jeg oplevet større succes med dét, jeg ønskede at skabe. Så lige siden har jeg forsøgt at sætte min intuition for førersædet, for så sker magien for alvor.
Lad os gå ud i verden og være geniale os. Præcis som vi er!
.
Og for at opsummere det vigtigste
BARE GÅ I GANG
Find nogen, du synes, gør det godt, og hent inspiration fra dem. Og prøv dig frem. Læg mærke til, hvad der skaber aktivitet og giver dig likes, og gør mere af det. Vær ikke bange for at prøve lidt forskelligt. Det værste er ikke at gøre noget.
ROS DIG SELV
Du gør helt sikkert et eller andet godt. Hold fokus på dét! Det, der går mindre godt, lærer du af, og så er du godt på vej. Ros giver dig ny energi.
GØR DET SJOV
Når du selv synes, det er sjovt at lege med sociale medier, betyder det mindre, hvad andre synes, og du skaber langt bedre indhold. Gør det først og fremmest for dig selv.
VÆR DIG SELV
Folk opdager det, hvis du prøver at være noget, du ikke er. Vær ærlig. Det vil dine følgere kunne lide, de vil kunne relatere til dig, og det skaber troværdighed. Og det er dit allerbedste salgsargument. Vær dig, og du tiltrækker dem, der vil elske dig, præcis som du er – og du skaber et stærkt og unikt brand, som ingen kan kopiere.
..
Har du brug for sparring eller hjælp?
Du er velkommen til at kontakte mig. Du tilbydes en gratis afklaringssamtale på 30 min. Læs også mere om social medie-sparring
.
Alt det bedste til dig
Maria Bøgh